Det har igen været en weekend, hvor mange DV-registrerede sportsheste har haft succes i både ind- og udland. Vi bringer her nogle enkelte highlights
DRESSUR
Ved det internationale dressur- og springstævne Horses & Dreams i Hagen var flere DV-heste til start på dressurstadion. Her opnåede 11-årige Hedelunds Mefisto e. Michellino/Matador (opdr. Rikke Kvist) en tredjeplads 72,460% i den firestjernede Grand Prix med tyske Hubertus Schmidt i sadlen.
Andreas Helgstrand var til start med guldmedaljehoppen Tørveslettens Stamina e. Stedinger/Carano (opdr. Pernille og Steen Rugaard) i Louisdor-Preis og opnåede bl.a. placering i Intermediaire II med 69,105%.
Carina Cassøe Krüth brillerede med Heiline'x Hotmix e. Blue Hors Hotline/Come Back II (opdr. Stutteri Heiline) i Nürnberger Burg Pokal, hvor ekvipagen lørdage opnåede placering med 71,073% i Prix St. Georges Special.
Også Nathalie zu Sayn-Wittgenstein havde to DV-heste med til start nemlig hoppen Fabienne e. Blue Hors Future Cup/Rubinstein (opdr. HKH Prinsesse Benedikte) og halvbroderen Dolany e. Blue Hors Don Schufro/ Rubinstein I (opdr. HKH Prinsesse Benedikte), der hver især opnåede gode procenter i hhv. CDI4* Grand Prix-turen og Nürnberger Burg Pokal.
MILITARY
Hanne Wind og UVM-hesten Vestervangs Arami (e. Akinos/Ragazzo (opdr. Kirsten Svendsen og Kaj Klavsen) blev nr. 11 i en CIC 3* Sopot og er i betragtning til EM på Blair Castle til efteråret.